Interview

Af Katrine Brinn Andersen, Ida Christoffersen, Sigrid Wilde, Anna Sophie Borgbjerg. Kandidatstuderende, Moderne Kultur, KUA.

”Jeg tror, Eva ville vise os, at tingene ikke er så enkle, som man tror, de er. Ved at tænke anderledes, kan man forstå, at verden er mere kompleks end først antaget.” Elev: 3g – Københavns Åbne Gymnasium, Valby

Hvordan repræsenterer man det utilgængelige? – og hvordan kan man arbejde med abstrakte begreber i et eksperimenterende læringsrum?

Det er spørgsmålet og omdrejningspunktet i et huskunstnersamarbejde mellem billedkunstner Eva La Cour og Globale Gymnasier, der i skoleåret 2013/2014 sammenkobler samtidskunst og Arktis.
I løbet af 28 timer, fordelt over tre dage undersøger eleverne, hvordan man gennem kunstneriske praksisser kan repræsentere det
utilgængelige. Eleverne bliver præsenteret for huskunstnerens billedsprog og diskuterer abstraktioner over begreberne. Workshoppens mest centrale element er en praktisk opgave, som eleverne skal løse i grupper. De skal udvælge et sted og på en undersøgende og eksperimenterende måde overveje, hvordan et sted kan være til stede som repræsentation. Undersøgelserne skal munde ud i et lille videoværk optaget på elevernes egne smartphones. Disse værker præsenteres som afslutning på projektet, hvorefter de diskuteres og analyseres af eleverne, lærerne og Eva La Cour i fællesskab.

I begyndelsen af marts følger vi en 3. g klasse på Københavns Åbne Gymnasium og deres vej gennem workshoppen. Vi observerer processen, dynamikkerne og reaktionerne ud fra følgende primære fokus: Hvordan kan kreative undervisningensstrategier, skubbe til den eksisterende orden?

Dette fokus er inspireret af den franske filosof Jacques Rancière, som påpeger, at et reelt demokrati først opstår, når individet formår at skabe forstyrrelser i den eksisterende sociale orden. Ifølge Rancière leder disse forstyrrelser til en nødvendig re-konfiguration af den sociale orden, hvorefter nye identiteter, eksistensmuligheder og det demokratiske subjekt kommer til syne.

Så hvad sker der, når en huskunstner implementerer en kreativ intervention i et system, der baserer sig på en konventionel undervisningsstrategi og eksamensform? Hvilke friktioner giver disse forstyrrelser? Og hvordan oplever elever, lærere og huskunstneren dette eksperiment?
I vores undersøgelse af det eksperimenterende læringsrum er vi stødt på tre aktører: elever, underviser og huskunstneren. I det følgende interview har vi valgt at lade
kunstneren, Eva forholde sig til sin egen forstyrrelse i det gymnasiale læringsrum. Eva bliver undervejs i interviewet præsenteret for udsagn baseret på forudgående samtaler med henholdsvis elever (ikke navngivet efter elevernes ønske) og underviseren Mogens. Herved får Eva mulighed for at reflektere over sin egen position i en konstrueret dialog med workshoppens andre aktørere.

Interviewer: Hvad var dit udgangspunkt for at springe ud i et huskunstnerprojekt? Hvilke forestillinger havde du gjort dig på forhånd og hvilke forventninger havde du til forløbet?

Eva: Jeg var faktisk ret usikker på, hvad jeg skulle forvente, men interesseret i mødet med gymnasieskolen, som en ny eller ukendt kontekst, hvor man kan tænke over og diskutere nogle af de

ting, der interesserer mig. Her tænker jeg både billedkunstnerisk og bredere kulturelt og socialt. Udgangspunktet var i høj grad en personlig interesse for mødet, processen og relationen med eleverne. Desuden var udgangspunktet min interesse for skolen, det at undervise og læring. Tanken om selvskoling er noget, jeg har beskæftiget mig med, både praktisk og teoretisk, i et udvidet fællesskab af kollegaer og venner. Nogen af os har blandt andet undervist kollektivt på Moderne Kultur i 2011, og på Skolen for Mur og Rum på Kunstakademiet i 2012/2013. Med henblik på kortere forløb på diverse eksisterende undervisningsinstitutioner, har vi haft tanker hen imod at udvikle en form for udtalt undervisnings- og læringskollektiv. Her tænker jeg huskunstnerordningen som en måde at afprøve mulighederne for det og mine egne evner inden for rammerne af gymnasieskolen.

Mere kulturpolitisk, men også personligt og direkte i relation til min egen praksis, var udgangspunktet en lyst til at bidrage til definitionskampen om, hvad billedkunst og praksisbaseret research er for noget. Dette føler jeg mig dog ligeledes forpligtet til, netop som huskunstner. Der er flere måder at være gæstende billedkunstner i forskellige sammenhænge, men huskunstnerordningen har jo eksplicit til formål at udbrede kendskab til samtidskunst og introducere nogle af de størrelser, som er knyttet til og på spil i det billedkunstneriske felt.

Interviewer: Du har på et tidspunkt sagt, at du ikke ser dig selv som formidler. Kan du sige lidt om, hvad dine intentioner med huskunstnerprojektet så er?

Eva: For mig står formidlerrollen i denne sammenhæng, altså huskunstnerforløbet, i vejen for rollen som praktiker og den nysgerrige. Jeg ved godt, at ”formidler” er et ord eller en titel, der ikke står i modsætning til at være lærende og nysgerrig. Men for mig, og for min selvforståelse, bidrager ordet ”formidler” ikke med noget åbnende. Jeg synes netop det centrale er at finde en åben måde at være sammen med eleverne på, hvor jeg bliver påvirket af dem. Jeg er grundlæggende ekstremt interesseret i muligheden for at blive påvirket gennem adgang til, hvad de tænker og gør.

Interviewer: Vi spurgte eleverne, hvordan det var at arbejde sammen med en kunstner? Her er hvad nogle af dem svarede:

Elev: Vi er vant til undervisning, der er struktureret og konkret, og hvor vi ved, hvad der arbejdes hen imod. Når der kommer en kunstner på banen, bevæger idéerne og projekterne sig i alle mulige retninger, og det gør, at vi føler os på udebane og bliver lidt skeptiske.

Elev: Den største udfordring var de meget frie tøjler. Jeg havde hele tiden lyst til at gå tilbage til det papir vi havde fået udleveret for at se, hvad det var, vi skulle. Det var meget anderledes og fedt, men det var noget andet, hvis vi skulle have afleveret noget til en lærer.

Elev: Når vi arbejder med vores lærer, ved vi hvilken retning, vi bevæger os i. Det gjorde vi ikke her, fordi det kunstneriske er så abstrakt. Der kommer en fremmed ind og skubber os i alle mulige retninger.

Interviewer: Hvad tror du, eleverne får ud af at være på udebane?

Eva: Det, tror jeg, er meget forskelligt. Jeg håber, de får skærpet deres evne og tillid til betydningen af størrelser som abstraktion, association og undren. At de bliver konfronteret med, at der er ting i verden, som er akkurat lige så vigtigt, som de selv gør det til, og at de konfronteres med billedkunst,

som en form for produktion af rum for dette. Når de så konfronteres med faglige distinktioner som konstruktioner, produceres det forhold, at man nogen gange er på udebane.
Jeg har flere gang i dette forløb dunket mig selv i hovedet med frygt for ikke at gøre det godt nok og for ikke at leve op til forventningerne. Både forventninger om at være den sjove og kreative, men også forventninger om at være faglig, tydelig og anvendelig. Det er jo ironisk nok det samme, for jeg er også på
udebane og famler efter modsætningsfyldte pejlemærker – også nogle gange pejlemærker jeg egentlig ikke er interesseret i at reproducere.

Interviewer: Vi spurgte eleverne om, hvad de mener et videoværk kan kontra en skriftlig opgave. Altså de to forskellige måder at arbejde på.

Elev: Jeg tror det er vigtigt at vi får arbejdet med sanserne engang imellem. Det er nemmere at fange, hvis man kan sige det. Hvis jeg havde skrevet en opgave om månen, tror jeg I ville bladre den igennem og tænke ”nå.. ja..” Men når I ser et videoklip, så kommer man til at tænke mere over det faktum, at månen bliver brugt som symbol i forskellige filmgenrer. Hvis man bare læser dette faktum, tænker man ikke yderligere over det. En video sætter sig, og bliver der, på et eller andet punkt.

Interviewer: Hvilket potentiale mener du Eva, der ligger i arbejdet med andre udtryksformer end den skriftlige fremstilling?

Eva: Hmm. Det ved jeg ikke. Man kan jo betragte video som en form for tekst, der udfolder sig i et billed- og lydbaseret forløb, men som kan noget helt andet end tekst, der er sort på hvidt. Specielt gennem at arbejde med forholdet mellem lyd og billede, som flere elever gjorde. Vi snakkede lidt om hvorvidt det giver mening at tale om visuel viden, og det så giver mening at ‘’træne’’ denne vide. At træne sin evne til kritisk at aflæse og producere billeder, der udfordrer stereotype og kommercielle billedlogikker.

Interview: Vi spurgte eleverne, hvad de ville have lavet sammen med dig, hvis de helt frit måtte bestemme.

Elev: Noget som hænger mere sammen med samfundsfag- og historieeksamen, men stadig på en kunstnerisk måde.

Elev: Noget lidt mere fagligt.

Elev: Jeg synes, det var et fedt projekt i sig selv. Det var fedt, at vi skulle arbejde med det ukendte og utilgængelige. Det eneste problem var, at det var på et forkert tidspunkt for os. Det var for tæt på eksamensterminen. Så jeg ville egentlig ikke ændre noget ved workshoppen, jeg ville bare ligge den på et andet tidspunkt, fx i 1. eller 2g.

Elev: Workshoppen har taget en del af vores historie og samfundsfagstimer – MEN – jeg ville langt hellere have brugt dem på historie og samfundsfag. Jeg tror, at jeg gik ind til projektet med en pænt negativ attitude, fordi min erfaring er, at sådanne projekter aldrig lykkes. De bliver aldrig, som lærerne har en ide om. Og så står eleverne tilbage og er sure over, at de har mistet timer på det. Måske ikke i 1g. men i 2 og 3g. bliver man irriteret, hvis ens moduler går til spilde på noget ligegyldigt.

Interviewer: På baggrund af elevernes tanker, spurgte vi Mogens, hvad han tænkte om, at eleverne savnede at få mere konkret viden ud af workshoppen.?

Mogens: Det kan jeg godt forstå, at de gjorde. Men det er sådan, det skal være. Det skal de savne, og det skal de måske tit savne, i hvert fald i det fag jeg selv underviser i, Historie. Den frustration er for det meste ikke noget dårligt – den er konstruktiv.
Nogle elever synes ikke, det var eksamensrelevant nok. Men det har ikke særlig meget at gøre med selve forløbet. Det har mest at gøre med, at vi nok har nogle forskellige prioriteter, mig og dem. Det er ikke lige så vigtigt for mig, at de får gode karakterer, som det er for dem. Jeg ville gerne ofre nogle karakterer for, at de lærer noget. Sådan har de det ikke. ”

Interviewer: Hvad tænker du om elevernes frustrationer undervejs i processen?

Eva: Hm, hvad tænker jeg om elevernes frustration? På flere måder var workshoppen på Københavns Åbne Gymnasium lidt en milepæl, fordi jeg siden meget tydeligt har kunnet mærke mine erfaringer have effekt. Det vil sige, jeg bliver mere rolig og bedre struktureret for hver gang. Men jeg bliver faktisk helt frustreret, når jeg ser nogle af elevernes svar. Selvfølgelig lever min huskunstnerworkshop ikke op til, hvad de måtte forvente fra timer i samfundsfag og historie – det er jo en billedkunstworkshop. Omvendt har jeg haft andre elever på andre skoler, som ikke syntes at workshoppen var rigtig billedkunst, fordi de havde forventet, at vi skulle male og tegne og ikke tale så meget. Jeg kan endda huske, at der var én på Københavns Åbne, der sagde, at det hele var meget teoretisk. Jeg tror langt hen ad vejen at graden af frustration er et anliggende mellem faglæren, eleverne og mig tilsammen. Måske skulle der have været en højere grad af forventningsafstemning med eleverne forud for workshoppen. Det der er mest frustrerende for mig er, at jeg faktisk synes, at der var masser af samfundsfag og historie i workshoppen, men det kræver at den enkelte selv kan se de.

Interviewer: Hvilke erfaringer og erkendelser håber du, eleverne tager med fra workshoppen?

Eva: Jeg håber workshoppen hjælper dem til at forstå, at faglige perspektiver efter gymnasiet ikke er noget man får leveret, men noget man ser. Tag for eksempel den gruppe, der tegnede Marokko. Her så vi, at en stedsanalyse er genkendelig inden for samfundsfag og historie. Jeg forsøgte at presse dem lidt til at forholde sig til, at de jo ikke bare skulle lave en vanlig planche, som de kunne præsentere, men et værk. Det førte først til en tegning, da de kom frem til, at tegning var det, de synes, var det sjoveste ved billedkunst, og senere til en performance. Til sidst gik det jo op i en højere enhed, da vi i fællesskab diskuterede deres performance, hvor stregen genererede en snak om grænser og hvad, der afgrænser et sted.

Interviewer: Vi spurgte eleverne og Mogens om, hvad de troede, en huskunstnerordning kan gøre for en gymnasieklasse.

Elev: Et huskunstnerforløb kan få os til at tænke anderledes. Fx det med, at et sted ikke bare er et sted – det har jeg tænkt over i andre sammenhænge bagefter. Normalt tager vi bare tingene for givet. Vi tænker på en bestemt måde – og det bliver man bevidst om gennem sådan et projekt. Det sætter på en måde gang i min selvrefleksion.

Elev: Det var rart at få én som Eva herud og at blive undervist af en ’ikke-lærer’. For det er jo dem, vi går op af hver dag. Og man kan godt glemme lidt, at der også er andre ting, man kan blive end lærer – og andre måder at tænke på.

Elev: Det var godt at få vist, at kunst ikke bare er pynt. Og jeg synes, det var fedt, det Eva fortalte om hendes research-arbejde som gik forud for kunsten. Og det var fedt at få åbnet øjnene for hvor mange måder, der er at vise ting på.

Mogens: Det kommer fuldstændig an på huskunstneren. Jeg tror, det er meget forskelligt, hvad eleverne vil lære af meget forskellige mennesker. Jeg tror som sådan, at det er utrolig svært at generalisere om, hvad en huskunstner overordnet kan. De deler nok at have anderledes perspektiver i forhold til det meste af det, man lærer i gymnasiet.

Eva har været et forbillede i forhold til at bruge akademisk viden og akademisk tilgang meget frit og uafhængigt af faglige traditioner – i hvert fald uafhængigt af faglige forventninger. Det er i hvert fald en tilstedeværende ting, i det faglige, man foretager sig i gymnasiet. Der er nogle, der skal bedømme det, og der er nogle bestemte krav, man skal leve op til. Eva falder ret meget udenfor det. Det er svært at få undervisning af hende og samtidig navigere i forhold til, hvad det er for nogle krav, der forventes.

Interviewer: Hvad tror du, en huskunstnerordning kan gøre for en gymnasieklasse?

Eva: Jeg tror, Det vigtigste som huskunstnerworkshoppen kan i gymnasieklassen er konfrontation med billedkunsten (eller generelt udebanen) som et rum, hvor spørgsmålet om ”’hvad viden er” bliver centralt og legitimt. Men samtidig også et rum, der er fælles og altså ikke individuelt og psykologiseret. Jeg tror at det er godt at blive konfronteret med udebanen som et fælles og derfor konfliktfyldt rum, hvor man må argumentere, diskutere og mene noget, hvor man må byde ind med sin faglighed, men også sin personlige respons. Jeg ved ikke om det lykkedes? Jeg ved ikke, om de konkrete elever, jeg har undervist, får dette ud af min workshop. Men jeg bliver glad, når bare én udtrykker, at det er spændende at blive konfronteret med, at “kunst ikke bare er til pynt.”

 

Af Katrine Brinn Andersen, Ida Christoffersen, Sigrid Wilde, Anna Sophie Borgbjerg. Kandidatstuderende, Moderne Kultur, KUA.

Advertisements

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

w

Connecting to %s