MEDIATING TERRA INCOGNITA

Conquest_of_the_Pole

Mediating Terra Incognita er titlen på et huskunstnerprojekt tilknyttet netværket Globale Gymnasier, hvor jeg – Eva la Cour – har været ansat som billedkunstner i vinter og forår 2013/2014.

 

1_500x360

I løbet af seks måneder har jeg besøgt ni forskellige klasser og sammen med eleverne snakket om utilgængelige steders tilstedeværelse i kulturen som billede, repræsentation, forestilling og projektion.

Huskunstnerforløbet har været et forsøg på sammen med eleverne at rejse tre grundlæggende spørgsmål.

Hvad er et sted?
Med Arktis og særligt Nordpolen som eksempel har vi dekonstrueret idéen om et sted som noget statisk og objektivt.

Hvad er Repræsentation?
Med værker af Albrecht Dürer, Joseph Kosuth og Pia Arke som eksempler har vi talt om, analyseret og politiseret begreberne  repræsentation og mediering.

Hvad er samtidskunst?
Her har afsættet været min praksis og elevernes spørgsmål i den forbindelse. For eksempel: Hvad er meningen med kunst, når det er grimt? Er det at være kunstner ligesom at være i gang med en evig Ph.d.? Hvad er forskellen på kunst og samtidskunst? Hvis du arbejder med video, er du så ikke filminstruktør? Er det almindeligt at læse faglitteratur, når man er kunstner? Ville jeg godt bare kunne kalde mig kunstner, så? Hvad er visuel antropologi? Osv.

For mig har forløbet været enormt lærerigt, og jeg er derfor ekstremt taknemlig for at Globale Gymnasier har turdet give mig opgaven.

Flere  elever syntes, at workshoppens indhold var svært og abstrakt, og at jeg ikke helt levede op til forventningerne om, ‘hvad en kunstner er’ (både i positiv og negativ forstand). Men jeg ved også, at denne frustration ofte blev forløst gennem arbejdet med deres eget værk. Jeg håber og tror i alle tilfælde, at mange af eleverne har fået noget med sig, om end det er noget, de ikke direkte kan omsætte i den daglige undervisning.

img_2983.jpg

Udgangspunktet for huskunstnerprojektet var/er mit residency ved The Arctic Circle Program i 2010 og et billedantropologisk feltarbejde på Svalbard i 2011 samt flere efterfølgende rejser dertil. Mit eget arbejde i relation til disse ophold og rejser handler i bred forstand om Arktis, stedskonstruktion og værdiproduktion.

Derudover var mit udgangspunkt for at kaste mig ud i huskunstnerprojektet nysgerrighed og en personlig interesse for mødet, processen og relationen med eleverne. Desuden var udgangspunktet en interesse for skolen og det at undervise, samt begreberne vidensproduktion og læring. Herunder er selvskoling noget, jeg har beskæftiget mig med, både praktisk og teoretisk i et udvidet fællesskab af kollegaer og venner.

Mere kulturpolitisk, men også personligt og direkte i relation til min egen kunstpraksis, var udgangspunktet en lyst til at bidrage til definitionskampen om, hvad billedkunst og praksisbaseret research er for noget. Der er flere måder at være gæstende billedkunstner i forskellige sammenhænge, men huskunstnerordningen har eksplicit til formål at introducere og udbrede kendskabet til samtidskunst.

Læs mere her: Interview

IMG_3614_17216_53231d93b4

Beskrivelse af en workshop:

I december blev den første huskunstnerworkshop afholdt med en 1. HF-klasse på Ikast-Brande Gymnasium som et forløb over to hele dage. Det overordnede tema om Arktis var her indkredset til Svalbard, som HF-klassen havde beskæftiget sig med i fagene biologi, kemi og geografi. Foruden disse fag fungerede billedkunstfaget som ramme for workshoppen og mit besøg.
Den første dag brugte vi på at tale om Arktis, med fokus på Svalbards sociale forhold og kendetegn, men også på at lave en mindre øvelse.
Eleverne var forinden blevet bedt om at sende mig en anonym sms, der beskrev en konkret situation i løbet af weekenden før mit besøg. Sms’erne blev i workshoppen brugt som tekst-billeder, som eleverne i grupper visualiserede og organiserede i en vilkårlig rækkefølge. Efterfølgende blev de bedt om at lave en mere sammenhængende fortælling baseret på rækken af billeder ved at finde på flere ‘billeder’. Denne øvelse blev fulgt op af snak om, hvad det vil sige at arbejde tidsbaseret, og hvad det vil sige at konstruere en fortælling – og med billedkunstneriske værkeksempler og divergerende (re)konstruktioner af historiske Arktisekspeditioner.

Dag nummer to brugte vi hovedsageligt til at arbejde praktisk. Efter at have snakket om, hvordan Svalbard, når man sidder i Ikast, primært er til stede som billede på internettet eller som genfortalte historier og forestillinger, arbejdede eleverne med denne problemstilling i grupper, som mundede ud i et selvstændigt værk.

På andre gymnasier har jeg lavet andre øvelser, inden eleverne blev sat i gang med deres eget arbejde. Flere steder har jeg bedt eleverne om at tage billeder af arktiske landskaber i nærområdet.
Mange steder har jeg arbejdet med ‘gruppe-kritik’, hvor tre grupper i 45 minutter diskuterer hinandens idéer, research og proces.

Læs mere her: Om Projektet

Leave a comment